Jury og priser 2018

Jury og priser 2018

 

Vi sætter ikke ekskluderende kriterier for, hvem der har sin berettigelse på festivalen, men vi vil gerne gøre vores for, at Street Food kulturen i København udvikler sig i den rigtige retning til inspiration for resten af verden. Vi skubber til udviklingen ved at have en kompetent jury på pladsen, der sammen sætter kriterier for, hvad der er det vigtige og rigtige at hylde street food’erne for. Jury-indsatsen er et yderst vigtigt stykke arbejde for festivalen, da vi tror på, at dette kan være med til at sikre en fremtidig udvikling af street food kulturen, der indebærer kvalitet, originalitet og bæredygtighed.

I år bliver der uddelt to priser på festivalen; ”Årets Street Food’er” og ”Årets Særpris”. Prisuddelingen foregår søndag kl. 14 ved Søpavillionen.

 

Martin Bregnballe

Martin er jury-formand på Street Food om Søerne 2018.

Han er en erfaren forretningsudvikler og rådgiver i fødevarebranchen. Som iværksætter har han været en af hovedkræfterne bag CPH Food Space Nordic Foodworks, Fields of Flavour og senest Fangst. Han har også været Direktør i Meyers, Chefkonsulent i Madkulturen og Brand Manager i Nestlé.

Martin vil især lægge vægt på, at det basale fungerer – den gode madoplevelse og den hurtige servering – og at street food boden der ud over dette har den særlige ’x-factor’, der trækker publikum til.

Marie Sainabou Jeng

Marie Sainabou Jeng rådgiver i mad, PR og kommunikation og har en særlig interesse for maden som kulturel, social og bæredygtig forandringsagent. Hun holder et skarpt øje med globale og nationale initiativer og tendenser på området og underviser om det på Suhrs Højskole i faget madpolitik og systemkritik.

Som tidligere madanmelder vil Marie selvfølgelig lægge vægt på smag, men særlig vægt lægges på bodernes bæredygtige aftryk og kommunikationen deraf, når hun er en del af juryen til Street Food om Søerne 2018.

Lasse Skjønning Andersen

Lasse startede i 2011 Danmarks første grødbar, GRØD, som i dag findes seks steder i landet.

Lasse er en ildsjæl, som sammen med hans seje grød-team har formået at vise danskerne at grød kan være andet end kedelig klistret havregrød.

Lasse vil som jurymedlem lægge vægt på smag, autenticitet og fed energi.

Niko Grünfeld

Niko Grünfeld er kultur- og fritidsborgmester i København og valgt ind for Alternativet. I sin fritid er han en aktiv kulturbruger med særlig forkærlighed for mad, madkunst og det fællesskab, der kan opstå, når vi dyrker måltidet som andet og mere end brændstof til kroppen.

For Niko Grünfeld er mad og bæredygtighed områder, vi skal satse langt mere på i fremtiden. De kreative brancher kan, mener han, spille en afgørende positiv rolle, når vi i fremtiden skal kunne brødføde befolkningen på måder, der både er sanseligt udfordrende, næringsmæssigt mættende om miljømæssigt forsvarlig.

Hazel Evans

Hazel Evans er en af hjernerne bag konceptet Mad About Copenhagen.

Hazel er en ægte foodie, som siden hun flyttede til Danmark i 2014, har udforsket Københavns madscene fra den ene ende til den anden. Lige nu er hun netop ved at skrive en stor coffee-table bog om den københavnske madscene.

Hun vil lægge vægt på at street food'erne har taget et bevidst valgt af råvarer og at maden overrasker, spænder eller udfordrer sanserne.

Nickie Mydung

Nickie Mydung er medejer af District Tonkin, som har forkælet københavnerne og besøgende med autentisk vietnamesisk gademad siden 2014 - på Mikkel Bryggers gade 2 i indre by. Hun er en selvlært street food kok og vandt i 2017 AOK-prisen for Årets Street Food. Nickie er en kreativ sjæl og arbejder især med District Tonkin-konceptet gennem udvikling af opskrifter med mere. Nogle af opskrifterne har hun opstøvet på de vietnamesiske gader, andre via familie og venner, men hun giver næsten altid sit helt eget særlige twist til de endelig opskrifter.

Til Street Food om Søerne vil hun lægge vægt på smagen og kvaliteten - hun om nogen ved hvordan gademad skal smage.

Johan Kristensen Dahl

Johan Kristensen Dahl er formand for Slow Food København/Nordsjælland, en international forening, der arbejder for bedre mad til alle og mere bæredygtighed i fødevaresystemet. Foreningen står bag de seneste års Slow Cheese Copenhagen ostefestivaler og den nordiske madkultur-festival Terra Madre Nordic. Desuden er Johan næstformand i bestyrelsen af Suhrs Højskole, en madhøjskole i hjertet af København. Johan har de sidste par år arbejdet med mad og bæredygtighed i forskellige projekter og undervist på forskellige uddannelser om forbrug og fødevaresystemet. Johan går op i Slow Food Internationals værdier om god, ren og retfærdig mad, derfor kigger han ud over smagen også på, under hvilke forhold råvarerne er blevet produceret, om der er lagt vægt på bæredygtige løsninger og hvor produkterne kommer fra.

Matilde Engelhardt Blixt

Matilde Engelhardt Blixt er assisterende køkkenchef på Alchemist og er udlært på Geranium. Derudover har Matilde arbejdet som kok på Geist under Bo Bech og på Geranium under Rasmus Kofoed. Matilde er desuden også med på det danske kokkelandshold. Det synes vi er sejt, og hun har heldigvis takket ja, til at være med til at finde "Årets Street Food'er" og "Årets Særpris". Når hun skal bedømme maden, vil smagen 100% være første prioritet - dernæst æstetik, street food'erens udtryk og om hele konceptet er gennemført.

Street Food om Søerne

En madfestival

 

50+ mad koncepter, kolde fadøl, behagelig musik og en masse glade gæster'

Festivaldatoer København 2018

 

Aug 10, 2018

Kl. 15-21 (Baren længere åben)Kl.

 

Aug 11, 2018

Kl. 11-21 (Baren længere åben)

 

Aug 12, 2018

Kl.11-19 (Baren længere åben)